Den nordjyske virksomhed Aalborg CSP har med opførelsen af det 127 meter høje soltårn nået en vigtig milepæl i forbindelse med byggeriet af verdens første integreret energisystem baseret på koncentreret solenergi. Solenergisystemet i det sydlige Australien muliggøre en grøn og bæredygtig produktion af 15.000.000 kg grøntsager årligt.

Det 127 meter høje soltårn, der består af i alt 9 sektioner blev samlet på bare ti uger. Den øverste del, hvor receivermodtageren er placeret vejer alene 234 tons, hvilket har fordret nøje beregninger, da løfte og monteringsprocessen er en af de mest omfattende, der nogensinde er udført i Australien.

Aalborg CSP påbegyndte installationen af mere end 23.000 spejle i slutningen af september 2015 og færdiggjorde installationen af 51.500 m2 spejlfelt i starten af december, hvorefter opførelsen af det 127 meter høje soltårn blev indledt. Det sidste af ni sektioner blev opført og monteret i slutningen af februar 2016. I løbet af foråret vil systemets forskellige delelementer blive testet for derefter at blive koblet sammen og sat i drift i det andet halvår af 2016.   

Spirende afgrøder i den golde ørken

Aalborgs CSP fik i 2014 tildelt en ordre på 250 mio. kroner om at levere et koncentreret solenergisystem til Sundrop Farms, der skulle understøtte driften af 200.000 m2 drivhuse i det sydlige Australien. Når det banebrydende solenergisystem begynder at høste solens stråler, vil der årligt vokse over 15.000.000 kg friske tomater i den australske ørken. Systemet, der er udviklet af Aalborg CSP, er det første i verden, som både leverer vedvarende energi og afsaltning af havvand til bæredygtig drift af drivhuse.

Solenergisystemet skaber en ny platform til at løse af de store globale energimæssige udfordringer verden står overfor. Ved at vende ørkenens svagheder til styrker skaber Aalborg CSP liv i den golde ørken, hvor systemet bidrager til produktionen af friske fødevarer og nye arbejdspladser, men det bidrager samtidigt også til en grønnere fremtid, da systemet årligt skåner miljøet for udledningen af minimum 14.700 tons CO2, hvilket svarer til at fjerne over 2.800 biler fra vejene i et helt år.  

Dansk innovation skaber nye muligheder

"Sundrop Farms projektet i det sydlige Australien er endnu et eksempel på, hvordan vores tilgang til at levere integrerede energisystemer åbner op for nye markeder, hvor CSP-teknologien er værdiskabende. Gennem grundige forstudier i tæt samarbejde med vores kunder, er vi i stand til at åbne den sorte boks og levere projekter i områder, hvor det ikke burde være muligt" - siger Svante Bundgaard, administrerende direktør for Aalborg CSP.

Det integrerede solenergisystem i den australske ørken anvender mere end 23.000 computerstyrede spejle,der indfanger og reflekterer solens stråler mod det 127 meter høje soltårn. Den koncentrerede solenergi omdannes efterfølgende til damp, som bruges til opvarmning af 200.000 m2 drivhuse, levering af rent vand gennem afsaltning af havvand og produktion af elektricitet.

 

Pressekontakt:

Jelica Matoricz 
Marketing & Communications Manager 
Telefon: +45 88 16 88 47 
E-mail: jem@aalborgcsp.com

 

Om Aalborg CSP A/S

Aalborg CSP er førende inden for udvikling og levering af innovative vedvarende energiløsninger med henblik på at ændre produktionen af energi. Vi designer og leverer grønne løsninger og integrerede energisystemer med henblik på at sænke energipriserne for industri og kraftværker rundt om i verden. I den forbindelse har vi opnået omfattende erfaring fra nogle af verdens mest effektive "concentrated solar power" (CSP) projekter. 

I Aalborg CSP har vi stor fokus på forskning og udvikling, og vi samarbejder derfor med adskillige videns baserede virksomheder og institutioner for fortsat at udvikle innovative og avancerede teknologier. Dette bevirker, at vores tekniske design er baseret på et værdiskabende koncept, der sikrer at vi leverer kvalitets løsninger, som udmærker sig i drift, øger indtægten på værket og samtidigt bidrager til en grønnere fremtid.

Med hovedkontor i Aalborg, og salgs-& servicekontorer i Spanien, USA, Kenya, Uganda, Australien og Indonesien, har vi realiseret omkostningseffektive grønne energiløsninger til en lang række industrier verden over.

For mere information besøg: www.AalborgCSP.com eller følg os på LinkedIn.