Den nordjyske vedvarende energispecialist, Aalborg CSP, har indgået samarbejde med Innargi om levering af en integreret varmepumpestation på ca. 18 MW til et stort geotermisk projekt i Skejby, Aarhus. Varmepumpestationen indeholder en 10 MW stor elektrisk varmepumpe, der skal optage energi fra undergrundens geotermiske vand, hvorefter energien overføres til Kredsløbs forsyningsområde i Skejby i det nordlige Århus.

Sol og vind har vundet indpas hos de danske fjernvarmeværker og forsyningsselskaber, men hvad gør man, når solen ikke skinner, og der er vindstille? Svaret findes under vores fødder. Jordens indre gemmer nemlig på uendelige mængder vedvarende energi i form af geotermisk varme.

Geotermisk fjernvarme til Århus
Hos Innargi og forsyningsselskabet Kredsløb har man fået øjnene op for det geotermiske fjernvarmepotentiale og har derfor indledt samarbejde med henblik på at bringe geotermisk fjernvarme til Aarhus. Parterne er netop nu i færd med et projekt, som når det er færdigetableret, kommer til at bestå af 14-17 geotermiske brønde fordelt på syv forskellige lokationer i Aarhus. Med en samlet kapacitet på 110 MW vil det geotermiske system levere op til 20 % af fjernvarmebehovet i Kredsløbs forsyningsområde, svarende til 36.000 husstandes årlige varmeforbrug. Det samlede anlæg forventes at stå færdigt i 2029 og bliver det største af sin slags indenfor EU på nuværende tidspunkt.

Skræddersyet varmepumpestation
Første spadestik er taget i Skejby, Aarhus, hvor det første geotermiske anlæg forventes at levere den første bæredygtige energi til det nordlige Århus i 2. halvår af 2025. Aalborg CSP er efter en udbudsproces blevet valgt af Innargi som samarbejdspartner på projektet. Aalborg CSP har i samarbejde med Solid Energy A/S projekteret en modulær varmepumpeløsning baseret på kulbrinte, som kan håndtere det geotermiske vands til tider svingende flow samt levere den ønskede høje fremløbstemperatur. Den samlede varmepumpestation i Skejby vil kunne levere en kapacitet på op til 18 MW varme samt en temperatur på op til 95 grader til Kredsløbs fjernvarmenet.

”Innargi kommer med en fantastisk know-how og dybe kompetencer indenfor geotermisk energi – og vi deler deres ambitiøse målsætning om at skabe billigst mulig fjernvarme. Vi er enormt glade og stolte over at kunne bringe vores varmepumpe-, integrations- og projekterfaring i spil til at kunne realisere et banebrydende stykke fjernvarme-infrastruktur sammen med Innargi, som alle byer i Danmark og Europa kan få glæde af.” – udtaler Svante Bundgaard, adm. direktør i Aalborg CSP.

Foruden en varmepumpestation optimeret til geotermi har det i samarbejdsfasen været vigtigt at designe og konstruere en bygningsstandard, som Innargi og Kredsløb vil kunne gøre brug af i forbindelse med andre geotermiske anlæg. Bygningsdesignet skulle ydermere opfylde en række krav til det visuelle og arkitektoniske udtryk, så bygningen kunne passe ind i lokalmiljøet ved den ønskede beliggenhed i Skejby.

“Vi er meget glade for den løsning - og ikke mindst det samarbejde - vi har udviklet med teamet hos Aalborg CSP over de seneste måneder. Faciliteten på Skejbyvej bliver den første af sin slags i Aarhus og det har været helt afgørende, at vi gennem samarbejdsfasen har kunne finde frem til de bedste og mest langsigtede løsninger, så vi kan levere stabil, grøn fjernvarme til aarhusianerne over de næste mange år,” fortæller Lars Bjørn Heineke, Projektchef hos Innargi.

Aalborg CSP har udviklet et bygningsdesign samt et optimeret design af de tekniske installationer i samarbejde med Innargis tekniske team. Formålet med samarbejdet har været at levere en kost-optimal samlet varmepumpestation og -løsning til at udnytte de geotermiske ressourcers store potentiale.

Bygningen forventes at stå færdig i januar 2025, hvorefter opsætningen af varmepumpen og de tekniske installationer påbegyndes. Anlægget forventes driftsklar i efteråret 2025.

Projektfakta:

  • Kunde: Innargi
  • Slutkunde: Kredsløb
  • Kapacitet:
    • Varmepumpe: 10 MW ved en temperatur på op til 95 grader
    • Samlet anlæg: 18 MW ved en temperatur på op til 95 grader
  • Kølemiddel (naturligt): kulbrinte (isobutan og propan)
  • Systemleverandør: Aalborg CSP A/S i samarbejde med Solid Energy A/S (varmepumpe), Svend Aage Christiansen A/S (bygning) og Soft og Teknik (el)
  • Leveringsomfang: Varmepumpestation inkl. bygning, varmepumper, teknisk installation
  • Placering: Skejby, Århus