Med den officielle åbningsceremoni tidligere i dag er der taget hul på bæredygtig dyrkning af grøntsager i den australske ørken. Dette sker ved idriftsættelsen af et revolutionerende produktionsanlæg, som anvender solenergi og saltvand som de vigtigste ressourcer. Anlægget, som er det første af sin slags i verden, er drevet af dansk solteknologi leveret af Aalborg CSP, og vil gøre det muligt at producere 17.000.000 kg tomater om året, svarende til ca. 15 % af Australiens samlede tomatforbrug.

Dagen i dag markeres som en milepæl, ikke kun for tomatproduktionen i Australien, men også for Aalborg CSP, som har brugt de seneste to år på at forvandle en bæredygtig vision til virkelighed. Tilbage i 2014 modtog den nordjyske virksomhed en ordre på udvikling af et solenergianlæg til Sundrop Farms, som opererer efter et unikt koncept, hvor der dyrkes bæredygtige grøntsager i ufrugtbare områder. Modsat den konventionelle fødevareproduktion er Sundrop Farms drivhuse ikke afhængige af fossile brændstoffer og ferskvandsressourcer. I stedet udnytter de solenergi og saltvand til at dyrke grøntsager i områder, som ellers ikke kan anvendes til fødevareproduktion.

Aalborg CSP's mål var at udvikle og levere et avanceret integreret energisystem baseret på koncentreret solenergi (CSP), der skulle imødekomme det 200.000 m2 store drivhusanlægs energibehov året rundt. Det specialdesignede energisystem, til en værdi af mere end kr. 250 mio., er det første CSP-anlæg i verden som på én og samme gang leverer flere forskellige energiydelser (varme, el og afsaltet vand) til fødevareproduktion.

Ceremonien i dag, hvor det røde bånd blev klippet, markerer ikke kun den officielle åbning, men også dagen hvor det integrerede energisystem bliver sat i drift på fuld tid. Fra og med i dag bliver mere end 17.000.000 kg australske tomater produceret ved hjælp af dansk solteknologi. Dette svarer til ca. 15 % af Australiens samlede tomatforbrug.

Det australske soltårn er en platform til vækst

Modsat andre CSP-anlæg rundt om i verden, som udelukkende producerer én enkelt energiydelse så som enten elektricitet eller varme, udnytter det integrerede energisystem i Port Augusta solen på den mest effektive måde for at imødekomme flere energikrav på én gang. Dette giver en platform til vækst, fortæller administrerende direktør, Svante Bundgaard:

"Det australske projekt vil være det første af mange fremtidige anlæg i både Australien og andre dele af verden, hvor Sundrop Farms planlægger projekter, ligesom mine- og bryggeriindustrien samt andre fødevareindustrier tripper for at komme i gang. Det har et kæmpe potentiale globalt og skaber et helt nyt markedssegment inden for grøn energiproduktion."

Teknikken bag anlægget udnytter sol og dansk know-how

Anlæggets vedvarende energiproduktion baserer sig på mere end 23.000 computerstyrede spejle der indfanger solens stråler og reflekterer dem mod toppen af et 127 m højt soltårn. Her omdanner den høje koncentration af solenergi vand til damp til at drive en dampturbine til produktion af elektricitet, til levering af rent vand gennem afsaltning af havvand trukket fra den nærliggende Spencer Golf (5 km fra anlægget) samt til opvarmning af drivhusene om vinteren og på kolde sommernætter. Energiproduktionen er nøje tilpasset drivhusenes sæsonmæssige behov, og bruger energilager-teknologi til at balancere produktionen ud over såvel dage, som hele året for at opnå den lavest mulige energiomkostning.

Ud over at være et prismæssigt konkurrencedygtigt alternativt til de konventionelle energiteknologier bidrager systemet til en grønnere fremtid, i og med at det årligt skåner miljøet for udledningen af omkring 16.000 tons CO2, hvilket svarer til at fjerne ca. 3.100 biler fra vejene i et helt år. 

"Det integrerede energisystem er et sandt dansk flagskib i den australske ørken. Vi danskere er kendt for at være blandt de førende inden for vindenergi, men det integrerede energisystem i Port Augusta placerer Danmark i førersædet inden for solteknologi globalt." - udtaler Svante Bundgaard, administrerende direktør ved Aalborg CSP.

Den officielle åbningsceremoni fandt sted kl. 10:30 australsk tid / 2:00 dansk tid i Port Augusta, Sydaustralien. Svante Bundgaard, administrerende direktør for Aalborg CSP og Peter Badstue Jensen, salgsdirektør ved Aalborg CSP deltog i indvielsen, hvor de var vidner til den første officielle tomathøst muliggjort af solenergi. 

Projektfakta:

Leverandør af det integrerede energisystem:

 

Aalborg CSP

Slutbruger/ejer:

Sundrop Farms

Kunde (EPC):

John Holland

Lokation:

Port Augusta, Sydaustralien

Kapacitet på det integrerede energisystem

36 MWt

Drivhusområde:

200.000 m2

Antallet af heliostater:

23.712 / 51.505 m2

Soltårnets højde:

127 m

Tomatproduktion:

17.000 tons

Miljøbesparelse:

400.000 tons CO2 / 25 år

 

Projektets pressehistorik

Pressekontakt:

Jelica Matoricz 
Marketing & Communications Manager 
Telefon: +45 88 16 88 47 
E-mail: jem@aalborgcsp.com

 

Om Aalborg CSP A/S

Aalborg CSP er førende inden for udvikling og levering af innovative vedvarende energiløsninger med henblik på at ændre produktionen af energi. Vi designer og leverer grønne løsninger og integrerede energisystemer med henblik på at sænke energipriserne for industri og kraftværker rundt om i verden. I den forbindelse har vi opnået omfattende erfaring fra nogle af verdens mest effektive "concentrated solar power" (CSP) projekter. 

I Aalborg CSP har vi stor fokus på forskning og udvikling, og vi samarbejder derfor med adskillige videns baserede virksomheder og institutioner for fortsat at udvikle innovative og avancerede teknologier. Dette bevirker, at vores tekniske design er baseret på et værdiskabende koncept, der sikrer at vi leverer kvalitets løsninger, som udmærker sig i drift, øger indtægten på værket og samtidigt bidrager til en grønnere fremtid.

Med hovedkontor i Aalborg, og salgs- & servicekontorer i Spanien, USA, Kenya, Uganda, Australien og Indonesien, har vi realiseret omkostningseffektive grønne energiløsninger til en lang række industrier verden over.

For mere information besøg: www.AalborgCSP.com eller følg os på LinkedIn, Twitter og Facebook.