Aalborg CSP har påbegyndt opførelsen af et solvarmeanlæg til fjernvarmeproduktion bestående af plane solfangere fra GREENoneTEC, hvis solfangere har vist den højeste ydeevne blandt de masseproducerede solfangere, der findes på det danske marked. Det 2.569 m2 store solvarmeanlæg i Havdrup (Solrød Kommune) kommer til at dække 28 % af byens varmebehov og giver samtidig CO2-besparelser, og vil være med til at holde priserne i ro. 

Kort efter at have underskrevet en samarbejdsaftale med verdens største producent af plane solfangere, har Aalborg CSP modtaget den første ordre - et solvarmeanlæg på 1,9 MWp bestående af plane solfangere fra GREENoneTEC til fjernvarmeproduktion til opførsel i Havdrup.

Det 2.569 m2 store solvarmeanlæg vil, sammen med en 1.250 m3 akkumuleringstank, levere vedvarende energi til de 350 husstande, som Solrød Fjernvarme a.m.b.a. forsyner. Anlægget kommer til at bestå af 13 rækker af solfangere fra GREENoneTECs GK 3003 serie med op til 20 solfangere pr. række. De optimerede solfangere på hver 13,3 m2 har vist den højeste ydelse blandt de masseproducerede solfangere til industriel brug, der findes på det danske marked. Dette sikrer, at anlægget i Havdrup bliver et af de mest effektive solvarmeanlæg i Danmark.

Et konkurrencedygtigt solprojekt

Anlæggets konkurrenceevne fremgår tydeligt af det faktum, at såvel Solrød Fjernvarmes afhængighed af naturgas som forbrugernes varmeregning vil blive reduceret.

"I dag anvender vi udelukkende naturgas til varmeproduktionen til forbrugerne i Havdrup, men når det nye solvarmeanlæg sættes i drift, vil det kunne dække 28 % af byens varmebehov. Samtidigt forventes det, at varmeprisen for vores forbrugere bliver lavere, hvilke betyder, at vi får en løsning, der er mere vedvarende og samtidig økonomisk mere rentabel"  - udtaler Kaj Holm Rasmussen, driftsleder ved Solrød Fjernvarme a.m.b.a.

Aalborg CSP har under udviklingen af projektet lagt stor vægt på at udvælge leverandører, der lever op til virksomhedens krav for garanteret ydelse og lave driftsomkostninger. På solfangerne fra GREENoneTEC er der 10 års garanti, hvilket sætter en ny standard i forhold til kvalitet og pålideligheden for solvarmeanlæg i Danmark. Derudover er solfangerene konstrueret, så de indeholder et nyt ventilationssystem, som reducerer påvirkningen af dug i solfangerne betragteligt. Endelig består anlægget af komponenter fra markedsledende virksomheder bl.a. Isoplus Fjernvarmeteknik A/S (præisolerede rør) og Sondex Unit A/S (varmeveksler).

Reduceret konstruktions- og installationstid

Med de sidste godkendelser i hus har Aalborg CSP i denne uge påbegyndt opførelsen af solvarmeanlægget. Monteringssystemet muliggør en nem og hurtig installation med kran, og de hydrauliske tilslutninger resulterer ligeledes i en betydelig reduktion af både tids- og ressourcebehov i forbindelse med installationen af anlægget. Med disse produktfordele - der også er unikke på det danske marked - forventes det, at hele solvarmeanlægget - inklusiv akkumuleringstank - bliver installeret og sat i drift på kun fem uger.

Mød Aalborg CSP til Dansk Fjernvarmes landsmøde

Aalborg CSP deltager i Dansk Fjernvarmes landsmøde, der i år finder sted 27-28. oktober 2016 i Bella Center Copenhagen. Ud over virksomhedens innovative CSP-solfangere (koncentreret solvarme), udviklet til den danske fjernvarmeindustri, vil besøgende på stand nr. 44 også blive præsenteret for projektet med plane solfangere i Havdrup. 

Fakta:

Kunde:

 

Solrød Fjernvarme a.m.b.a.

Leverandør af solvarmeanlægget, inkl. solfangere, akkumuleringstank og teknikhus:

Aalborg CSP A/S

Solfanger type/teknologi:

GREENoneTEC GK 3003 series

enkelt- og dobbelt glas

Lokation:

 

Havdrup Alle, Havdrup

Antal husstande:

 

350

Årlig varmeproduktion:

 

1.226 MWh

Solvarmeanlæggets produktionsandel:

 

28 %

Anlæggets forventet levetid:

 

25 år

CO2-besparelse:

 

233 tons / år

Pressekontakt:

Jelica Matoricz 
Marketing & Communications Manager 
Telefon: +45 88 16 88 47 
E-mail: jem@aalborgcsp.com

Om Aalborg CSP A/S

Aalborg CSP er førende inden for udvikling og levering af innovative vedvarende energiløsninger med henblik på at ændre produktionen af energi. Vi designer og leverer grønne løsninger og integrerede energisystemer med henblik på at sænke energipriserne for industri og kraftværker rundt om i verden. I den forbindelse har vi opnået omfattende erfaring fra nogle af verdens mest effektive "concentrated solar power" (CSP) projekter. 

I Aalborg CSP har vi stor fokus på forskning og udvikling, og vi samarbejder derfor med adskillige videns baserede virksomheder og institutioner for fortsat at udvikle innovative og avancerede teknologier. Dette bevirker, at vores tekniske design er baseret på et værdiskabende koncept, der sikrer at vi leverer kvalitets løsninger, som udmærker sig i drift, øger indtægten på værket og samtidigt bidrager til en grønnere fremtid.

Med hovedkontor i Aalborg, og salgs- & servicekontorer i Spanien, USA, Kenya, Uganda, Australien og Indonesien, har vi realiseret omkostningseffektive grønne energiløsninger til en lang række industrier verden over.

For mere information besøg: www.AalborgCSP.com eller følg os på LinkedIn, Twitter og Facebook.