I Brønderslev skal kapaciteten i det lokale forsyningsselskabs nye, unikke solvarmeanlæg udnyttes fuldt ud, når solens stråler for alvor brænder igennem i sommerhalvåret. Aalborg CSP har udviklet anlægget, der er det eneste af sin slags i verden.

Siden slutningen af december har Brønderslev Forsynings 26.929 m2 store CSP-solvarmeanlæg, udviklet og leveret af Aalborg CSP A/S, produceret varme. Men det er først nu, hvor forårssolens stråler rigtigt begynder at titte frem, at borgerne i Brønderslev begynder at mærke den store effekt af anlægget. 

For nu skal det nye solenergianlæg for alvor i gang med at høste solens stråler til brug i det lokale kraftvarmeværk.

Grøn verdenspremiere i Brønderslev

Der var tale om en decideret verdenspremiere, da anlægget i Brønderslev blev taget i drift sidste år. Det unikke er, at solenergien ikke udelukkende skal levere varme. Det skal også medvirke til at drive en el-turbine på det nye biomassebaseret kraftvarmeværk - det såkaldte ORC-anlæg - som under opførelse i Brønderslev, og som forventes at sætte nye standarder for fjernvarmeproduktion.

Solvarmeanlægget kan således veksle mellem at levere kombineret elektricitet og fjernvarme gennem ORC-anlægget eller udelukkende levere fjernvarme.

Solens stråler rammer spejle der er placeret som et trug og reflekteres videre til et receiverrør der opvarmes af strålerne. I alt er der 5 kilometer receiverrør, fordelt over 40 rækker á 125 meter, der modtager solens stråler. Receiverrøret omkranses af et vacuum glasrør, og inde i røret løber en termisk olie på 330 ºC – opvarmet udelukkende af solen.

Når solen virkelig får lov at bage på soltrugene i sommerhalvåret, ligger solvarmeanlæggets ydelse på 16,6 megawatt.

Solstrålehistorien er en eksportvare

Solvarmeanlægget er udviklet og fremstillet af den nordjyske virksomhed Aalborg CSP og er støttet af EUDP (Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram) grundet anlæggets banebrydende grønne kombination af flere teknologier.

EUDP arbejder for at styrke udviklingen af grøn teknologi i Danmark blandt andet for at fremme eksportmuligheder inden for grøn teknologi, og samtidig har Danmarks Tekniske Universitets (DTU) verificeret CSP-teknologien til produktion af kraftvarme.

Netop denne videnskabelige blåstempling gør teknologien relevant for markeder med en veletableret fjernvarmeinfrastruktur og en høj koncentration af kraftvarmeværker. Især lande som Tyskland, Italien og Østrig anses for at være oplagte importører af teknologien, som har vist sig at være lidt af en solstrålehistorie.

Fra Australsk ørken til Brønderslev

Hos leverandøren, Aalborg CSP, som har specialiseret sig i udvikling og levering af innovative vedvarende energiløsninger, udgør eksport allerede en stor del af hverdagen.

Virksomheden har blandt andet leveret et solenergisystem til dyrkning af tomater i den australske ørken og har ligeledes kunder i solrige lande som Kina, Indien og Spanien.

Og nu altså også i Brønderslev, hvor forårssolen først lige er begyndt at skinne igennem.

Pressekontakt:

Jelica Matoricz 
Marketing- og kommunikationschef
Telefon: +45 52 73 37 96
E-mail: jem@aalborgcsp.com  

Om Aalborg CSP A/S

Aalborg CSP er førende inden for udvikling og levering af innovative vedvarende energiløsninger med henblik på at ændre produktionen af energi. Vi designer og leverer grønne løsninger og integrerede energisystemer med henblik på at sænke energipriserne for industri og kraftværker rundt om i verden. I den forbindelse har vi opnået omfattende erfaring fra nogle af verdens mest effektive "concentrated solar power" (CSP) projekter. 

I Aalborg CSP har vi stor fokus på forskning og udvikling, og vi samarbejder derfor med adskillige videns baserede virksomheder og institutioner for fortsat at udvikle innovative og avancerede teknologier. Dette bevirker, at vores tekniske design er baseret på et værdiskabende koncept, der sikrer at vi leverer kvalitets løsninger, som udmærker sig i drift, øger indtægten på værket og samtidigt bidrager til en grønnere fremtid.

Med hovedkontor i Aalborg, og salgs- & servicekontorer i Spanien, USA, Kenya, Uganda, Australien og Indonesien, har vi realiseret omkostningseffektive grønne energiløsninger til en lang række industrier verden over.

For mere information besøg: www.AalborgCSP.com eller følg os på LinkedIn, Twitter, Youtube og Facebook.