Hjørrings borgmester, Arne Boelt, der stod for den officielle indvielse, var stolt over at kunne indvie det banebrydende solvarmeanlæg til forbrugerne af Taars varmeværk. Borgmesteren fremhævede i sin tale at det var flot at se hvordan Taars Varmeværk er gået forrest i branchen med opsætningen af det første kombinationsanlæg i Danmark og at det samtidigt er lykkedes at involvere flere lokale virksomheder i forbindelse med etableringen af anlægget. Efter anlægget var officielt indviet blev de store CSP-solfangere drejet i position og som solens stråler ramte spejlene blevet strålerne reflekteret videre til modtagerrøret i trugets brændpunkt, hvori fjernvarmevandet blev opvarmet fra ca. 68° C til ca. 93° C.
Grøn energi og en billigere varmeregning
Gennem den sidste måneds tid er anlægget blevet testet og derigennem har værkets ca. 1.900 forbrugere allerede taget forskud på glæden ved den solopvarmede fjernvarme. "Anlægget har indtil videre leveret varme som forventet, og vi ser frem til at ca. 30 % af vores årlige varmeproduktion fremover kommer til at komme fra solen. Det er til gavn for miljøet og så sikrer det samtidig en besparelse på varmeregningen på ca. 1.300 kr. for et standard hus" fortæller Jens Vestergaard, formand for Taars Varmeværk.
Planlægningen af anlægget, til ca. 26 millioner kr. bestående af 5.972 m² plane solfangere fra Arcon-Sunmark A/S og 4.039 m² parabolske soltrug fra Aalborg CSP A/S, startede for godt 2 år siden sammen med værkets rådgiver JPH Energi. Det var idéen om at opnå en så høj andel af varmeproduktionen som muligt uden sæsonlagring, der resulterede i et kombinationsanlæg med Aalborg CSP som hovedentreprenør og projektansvarlig.
Fokus på vidensdeling
Anlægget er støttet af EUDP og over de næste måneder vil der blive foretaget målinger for at verificere ydelserne på anlægget. Formålet med samkøringen af de to solteknologier er at udnytte de gode egenskaber i de plane solfangere, hvor ydelsen og virkningsgraden er høj ved lave temperaturer, samt CSP-solfangernes gode egenskaber med en høj ydelse og virkningsgrad også ved høje temperaturer.
Der er allerede stor interesse i fjernvarmebranchen for at se og lære fra denne nye anlægstype og det forventes at der over den næste tid vil komme mange besøgende til Tårs både fra Danmark, men også fra andre lande rundt i verden.
Pressekontakt for solvarmeanlægget i Tårs:
Taars Varmeværk a.m.b.a
Jens Vestergaard
Bestyrelsesformand
Tlf. : 29 46 87 11
E-mail: jens.vestergaard@mail.dk
Pressekontakt Aalborg CSP:
Jelica Matoricz
Marketing & Communications Manager
Telefon: +45 88 16 88 47
E-mail: jem@aalborgcsp.com
Om Taars Varmeværk a.m.b.a.
Taars Varmeværk er forbrugerejet og har i 54 år produceret varme til borgerne i Tårs.
Udover varmeproduktionen på 2 kedler, fungerer værket også som et kraftvarmeværk med en kapacitet på 4990 kW el og 5100 kW varme. Der leveres ca. 20.000 MWh ud på nettet om året.
Værket har ca. 840 tilslutninger.
For mere information besøg: www.taars-fjv.dk